[English translation pending — Danish text below as a placeholder.]
AI-genereret grafik er rykket ud af computeren og ind i den virkelige verden. Spørgsmålet er ikke længere, om AI kan lave grafik. Det kan den. Spørgsmålet er, hvad der så er tilbage af grafikerens arbejde.
Det slog mig for alvor i sommers, da jeg var ude at rejse.
På menukort og A-skilte foran restauranterne dukkede den samme type billeder op igen og igen. Burgere, pizzaer, cocktails og durum kebab med et udtryk, jeg efterhånden forbinder med AI-genereret grafik.
Man kunne stadig godt se det. AI kan åbenbart endnu ikke helt finde ud af at lave en lækker burger eller en durum kebab, man faktisk får lyst til at spise.
Men det er nok mest et spørgsmål om tid.
Siden er jeg begyndt at lægge mærke til det andre steder. I Facebook-opslag, annoncer og små virksomheders markedsføring. Ikke nødvendigvis fordi jeg med sikkerhed kan afgøre, at noget er lavet med AI, men fordi der er begyndt at tegne sig en genkendelig æstetik: glat, overtydelig og lidt mere reklameagtig, end afsenderen måske selv er.
Det interessante var ikke så meget, om billederne var gode eller dårlige.
Det var, at jeg pludselig stod og kiggede på noget, en grafiker, illustrator eller fotograf tidligere kunne være blevet betalt for at lave.
Og som grafiker er det svært ikke at stille spørgsmålet:
Er det noget af mit arbejde, jeg står og kigger på?
Det er blevet billigt at lave noget, der ser godt ud
For få år siden havde en mindre restaurant grundlæggende tre muligheder, hvis den skulle bruge en illustration til et menukort eller et skilt.
Man kunne selv lave den. Man kunne finde noget eksisterende stockmateriale. Eller man kunne betale en grafiker eller illustrator for at lave den.
Nu findes der en fjerde mulighed.
Man beskriver, hvad man vil have, og kort tid efter har man ikke ét forslag, men ti eller tyve. Kan man ikke lide resultatet, prøver man igen.
Hvis en lille café uden nævneværdigt marketingbudget nu kan få lavet en illustration, som gør dens menukort mere indbydende, har jeg svært ved at argumentere for, at den burde have betalt en grafiker i stedet.
Det ville mest være et argument for at bevare mit eget arbejde.
AI har fjernet en produktionsbarriere, og for mange mennesker er det en reel forbedring.
Men var det overhovedet min opgave?
På den korte bane føler jeg mig faktisk ikke særlig truet.
For sandheden er, at mange af de AI-genererede ting, jeg ser, aldrig ville være landet på mit skrivebord alligevel.
Restauranten i den lokale fodboldklub, der laver et nyt menukort hver uge, ville næppe tidligere have ringet til en grafiker hver torsdag. Det kunne ganske enkelt ikke betale sig.
Måske havde de selv rettet lidt i et gammelt Word-dokument. Måske var den gamle menu bare blevet hængende en uge mere.
Nu kan de lave noget nyt på få minutter.
I det tilfælde har AI ikke overtaget grafikerens arbejde. AI har løst en opgave, som tidligere slet ikke ville være blevet løst, fordi forholdet mellem pris og udbytte ikke gav mening.
Men det betyder ikke, at markedet bare bliver større, og at ingen mister noget.
Når det bliver muligt at få lavet grafik næsten gratis, ændrer det også forventningen til, hvad grafik bør koste. En virksomhed, der tidligere ville have samlet sine behov og betalt en grafiker for en større opgave, kan nu begynde at løse dele af den selv.
Og noget af det, der starter som opgaver, jeg aldrig ville have fået, kan sagtens bevæge sig ind på områder, jeg tidligere tog betaling for.
Grænsen mellem nyt arbejde skabt af AI og gammelt arbejde overtaget af AI er derfor ikke særlig skarp.
Det er også derfor, jeg på den korte bane ikke føler mig særlig truet, samtidig med at jeg godt kan se, hvor udviklingen peger hen.
Noget af mit gamle arbejde er truet
Hvis opgaven er:
"Lav en flot illustration af en burger, som vi kan sætte på vores A-skilt."
så er behovet for mig mindre, end det var for fem år siden.
Det samme gælder variationer over en idé. Fritlægning af billeder. Udvidelse af et fotografi. En hurtig illustration. Forskellige visuelle retninger. Materiale i flere formater.
Det er opgaver, som tidligere kunne kræve en person med bestemte værktøjer og færdigheder, og som nu i nogle tilfælde kan løses på få minutter.
Da jeg lærte grafisk arbejde, var værktøjerne i sig selv en væsentlig del af kompetencen. Man skulle kunne Photoshop, Illustrator og InDesign.
Men håndværket bestod aldrig kun i at kunne betjene programmerne.
Det var også at forstå farvestyring og vide, hvad der sker, når noget bevæger sig fra skærm til tryk. At levere filer med de rigtige farveprofiler, beskæring og bleed. At håndtere fonte korrekt. At forstå opløsning, billedformater og forskellige produktionsmetoder.
Og det var at opdage, at teksten på skiltet ikke kan læses på den afstand, det faktisk skal ses fra. At kontrasten er for lav. At logoet bliver for småt. At det vigtigste budskab drukner. At noget, der ser godt ud på min skærm, ikke nødvendigvis fungerer på et A-skilt, en telefon eller i tryk.
Grafikeren leverer med andre ord ikke bare en fil. En del af arbejdet er at forstå, hvor og hvordan den skal fungere.
Meget af den viden var samtidig en adgangsbillet til arbejdet. Kunden betalte blandt andet grafikeren, fordi grafikeren kunne noget, kunden ikke selv kunne.
Den adgangsbillet er blevet billigere.
Man behøver ikke længere beherske alt det for at fremstille noget, der ved første øjekast ser professionelt ud.
Men man behøver stadig en del af det, hvis resultatet også skal fungere, når det forlader skærmen.
Og når langt flere pludselig kan fremstille deres egen grafik, opstår et andet paradoks: Resultaterne bliver mere individuelle, men begynder samtidig at ligne hinanden.
Hvorfor ligner det så alligevel noget, jeg har set før?
Mulighederne er nærmest blevet uendelige. Alligevel er der et udtryk, som går igen.
Mættede farver. Bløde illustrationer. Store smil. Perfekte produkter. Dramatisk lys. Meget lidt tilfældighed.
Det hele ser på en måde rigtigt ud. Måske lidt for rigtigt.
Men det er ikke et nyt problem.
Stockfotos gav os mødelokaler fyldt med usædvanligt glade mennesker. WordPress-temaer fik tusindvis af virksomheder til at have nogenlunde samme hjemmeside. Bootstrap gjorde det muligt at bygge en pæn brugerflade uden selv at designe alle elementerne. Canva gjorde professionelt udseende layouts tilgængelige for mennesker, der aldrig havde åbnet InDesign.
AI er endnu et skridt i den retning.
Forskellen er, at resultatet ikke længere behøver være den samme skabelon eller det samme stockfoto. Hvert billede kan være unikt.
Og alligevel kan de godt føles ens.
Der er måske også en geografisk slagside i det.
Meget af den generative AI, vi bruger, er udviklet af amerikanske virksomheder til et globalt marked. Det kan mærkes i æstetikken. Det polerede, farvemættede og meget eksplicitte visuelle sprog ligger ofte tættere på international reklameæstetik end på den mere afdæmpede nordiske designtradition, jeg selv er vokset op med.
Det betyder ikke, at AI kun kan lave amerikansk grafik. Man kan selvfølgelig bede om noget andet, og modellerne bliver hele tiden bedre til at ramme bestemte stilarter, steder og kulturelle referencer.
Men standardforslaget betyder noget.
Hvis millioner af mennesker pludselig får adgang til et værktøj, der kan træffe en stor del af de visuelle valg for dem, får værktøjets idé om, hvordan noget "godt" ser ud, også betydning for det visuelle landskab omkring os.
På den måde er modellen måske ved at få lidt af den samme rolle, som skabelonen havde før. Forskellen er bare, at skabelonen ikke længere er synlig. To mennesker kan få to forskellige billeder og stadig ende med noget, der bygger på nogenlunde de samme æstetiske valg.
Resultatet kan være unikt uden nødvendigvis at være særligt originalt.
Det er også en del af grafikerens arbejde, der måske bliver vigtigere. Ikke nødvendigvis at fremstille alternativet, men at kunne se, når standardforslaget ikke passer. Når den lokale restaurant pludselig ligner en amerikansk fastfoodkæde, eller en dansk virksomhed får et visuelt udtryk, der kunne tilhøre hvem som helst.
Det kræver ikke nødvendigvis, at jeg selv tegner illustrationen. Men det kræver, at nogen opdager, at den er forkert.
Også den observation har selvfølgelig en udløbsdato.
Modellerne bliver bedre til lokale referencer, og brugerne bliver bedre til at styre dem. Måske bliver det om nogle år langt sværere overhovedet at tale om en genkendelig AI-æstetik.
Men lige nu synes jeg, den er der.
Grafik og grafisk design er ikke helt det samme
Det er måske her, mellem at fremstille og at beslutte, den vigtigste forskel ligger.
AI er blevet meget god til at fremstille grafik. Men at fremstille noget er ikke det samme som at beslutte, hvad der skal være der – eller hvordan det skal fungere, når det møder virkeligheden.
Grafisk design har aldrig kun handlet om at kunne lave det, der ender på siden.
Hvad skal fylde? Hvad skal næsten ikke kunne ses? Hvem skal forstå det? Kan det læses på den afstand, det skal ses fra? Hvilken typografi passer til stedet? Skal udtrykket være humoristisk, eksklusivt, billigt, alvorligt eller næsten usynligt?
Og måske det vigtigste spørgsmål:
Skal der overhovedet være et billede?
Det er den del af grafisk arbejde, der er nem at overse, fordi resultatet af en god beslutning nogle gange netop er, at der ikke bliver lavet særlig meget.
AI kan også hjælpe med beslutningerne
Det ville være lidt for bekvemt at stoppe argumentet dér og sige, at AI kan producere, mens mennesket tænker.
For AI bliver også bedre til det sidste.
Jeg kan allerede bruge AI til at diskutere et layout, foreslå retninger, kritisere en komposition, finde alternativer og stille spørgsmål til mine egne valg. Det er ikke længere bare en billedgenerator i den anden ende.
Så jeg tror heller ikke på den beroligende version af historien, hvor AI overtager det kedelige arbejde, mens vi mennesker beholder alt det kreative.
Grænsen er ikke så pæn.
Hvis produktionen er blevet billigere, er der ingen grund til at tro, at vurderingen og beslutningerne for altid vil være forbeholdt os.
Fra at fremstille til at vælge
Jeg oplever noget tilsvarende i mit arbejde med kode.
AI betyder, at jeg kan producere mere kode hurtigere end tidligere. Derfor bruger jeg mindre af min tid på selve produktionen og mere på at vurdere det, der bliver produceret.
Er det den rigtige løsning? Passer den ind i resten? Hvad mangler? Hvad skal fjernes? Hvad bliver dyrt om tre år?
Noget af det samme er ved at ske med grafik.
Når det bliver billigt at fremstille ti forslag, bliver det mere værdifuldt at kunne se, hvilket af dem der er det rigtige.
Eller at alle ti er forkerte.
Erfaringen forsvinder ikke, fordi produktionen bliver lettere. Men den bliver brugt et andet sted.
Det flytter ikke nødvendigvis grafikeren ud af processen. Det flytter, hvor i processen grafikeren skaber værdi.
Et øjebliksbillede
Der er et grundlæggende problem ved at skrive en artikel som denne:
Konklusionen har en udløbsdato.
Det, AI kan i dag, er ikke nødvendigvis det, den kan om et år. Nogle af de ting, jeg i dag kan pege på som forskellen mellem at generere et billede og levere grafisk arbejde, bliver den også bedre til.
Jeg oplever allerede det samme med kode.
Jeg har tidligere skrevet om det i Fra koder til reviewer – hvordan AI har ændret arbejdsgangen. Udgangspunktet dér var en sætning, som har hængt ved:
"AI bliver aldrig dårligere, end det er nu."
Konklusionen i den artikel er, at AI på kort sigt ikke ændrer, hvad jeg kan – men den ændrer min arbejdsgang.
Pointen er ikke, at udviklingen nødvendigvis fortsætter i en lige linje, eller at AI bliver bedre til alt.
Pointen er, at det er farligt at bygge sin faglige identitet på de ting, AI ikke kan endnu.
For et år siden kunne jeg pege på opgaver i mit arbejde med kode, hvor AI ikke var særlig nyttig. Nogle af dem bruger jeg AI til i dag. Der er ingen særlig god grund til at tro, at grafik bliver anderledes.
Derfor kan mine konklusioner her kun være et øjebliksbillede.
Hvis jeg genlæser artiklen om to år, er der sandsynligvis ting, jeg i dag betragter som grafikerens område, som AI til den tid løser uden større problemer.
Det interessante er derfor ikke kun, hvor grænsen går lige nu.
Det er, hvad der sker, når den flytter sig.
Så er jeg truet som grafiker?
På den korte bane: ikke særlig meget.
En del af den AI-grafik, jeg ser omkring mig, repræsenterer ikke tabte opgaver. Den repræsenterer opgaver, som aldrig ville være blevet bestilt hos en grafiker til at begynde med.
Men dele af mit arbejde er truet.
Så når jeg står foran det A-skilt og tænker, om det er noget af mit gamle arbejde, jeg kigger på, er svaret både ja og nej.
Nogle af illustrationerne kunne have været opgaver, jeg engang blev betalt for at lave. Andre eksisterer kun, fordi de nu kan fremstilles så billigt, at nogen synes, det er værd at gøre.
Og de to kategorier kommer sandsynligvis til at flyde mere og mere sammen. Når virksomheder opdager, at de selv kan løse små grafiske opgaver, stopper det ikke nødvendigvis ved de opgaver, de aldrig tidligere ville have købt.
Om AI lige nu har lavet en burger med lidt mærkelig ost eller en durum kebab, ingen rigtig får lyst til at spise, er næppe det, der kommer til at redde grafikerfaget.
Det bliver bedre.
Men der er stadig nogle spørgsmål tilbage.
Passer billedet til restauranten? Ser stedet ud som sig selv? Eller er det bare endnu en unik illustration, der alligevel ligner alle de andre? Kan skiltet læses fra den anden side af gaden? Hænger det sammen med menukortet, hjemmesiden og resten af oplevelsen? Og skulle illustrationen overhovedet have været der?
Når det bliver næsten gratis at fremstille et billede, bliver værdien i højere grad at kunne svare på de spørgsmål. Det er også det arbejde, jeg selv laver i visuel identitet: ikke kun at fremstille grafikken, men at afgøre, hvad den skal, og om den overhovedet skal være der.
Måske er jeg derfor mindre truet som grafiker, end jeg er udfordret på, hvad det vil sige at være grafiker.
