En god ven og tidligere forretningspartner, Lars Nielsen, sagde forleden: “AI bliver aldrig dårligere, end det er nu.”

Den sætning blev hængende.

Ikke som et forsvar for AI, men fordi den flytter spørgsmålet. Diskussionen om, hvorvidt værktøjet er godt nok, har en udløbsdato. Spørgsmålet om, hvad man selv laver, når det er, har ikke.

Hvad der faktisk ændrede sig

Jeg har kodet professionelt siden 1998. I det meste af den tid har arbejdet været at skrive koden – sidde med problemet, finde vejen igennem og skrive linjerne selv. Det er stadig en stor del af mit arbejde. Men ikke på samme måde som før.

Jeg skriver stadig kode, men en større del af dagen går med at formulere opgaven præcist, vurdere det, der kommer tilbage, og afvise det, der ikke holder. Det ligner efterhånden mindre én udvikler foran en editor og mere en udvikler, der samtidig leder et meget hurtigt, meget bogstaveligt og temmelig upålideligt lille hold.

Det minder mig om, da jeg sad i Lifeguard og briefede mine udviklere – skrev opgaverne ind i Trello, forklarede hvad der skulle laves, og gennemgik det, der kom tilbage. Arbejdsdagen føles i dag tættere på den rolle end på den, jeg havde ti år før.

Hvorfor det kræver mere erfaring, ikke mindre

Den udbredte antagelse er, at værktøjet gør erfaring mindre værd. Min oplevelse er den modsatte. En model kan skrive noget, der ser overbevisende rigtigt ud, også når det ikke er det – og forskellen er ikke nødvendigvis synlig ved første gennemlæsning.

At se forskellen kræver, at man ved, hvad man leder efter. Man skal kunne genkende den forespørgsel, der virker på ti rækker og falder over på hundredtusind. Den fejlhåndtering, der ser komplet ud, men aldrig rammer den sti, det handler om. Det bibliotek, der løser problemet og trækker tredive gange så meget med sig som nødvendigt.

Det kommer ikke af at kunne prompte. Det kommer af at have set systemer virke, fejle og blive vedligeholdt længe nok til at genkende problemerne, før de bliver dyre.

Den vurdering er ikke blevet mindre vigtig. Den fylder mere af arbejdet end nogensinde før.

Hvad jeg holder fast i

Jeg lader ikke noget gå videre, jeg ikke har læst. Ikke af princip, men fordi jeg står på mål for det. Når en kunde ringer om halvandet år, fordi noget er gået i stykker, er det ikke et værktøj, der skal forklare, hvorfor det er bygget sådan.

Og der er stadig opgaver, hvor jeg åbner editoren og skriver det selv, fordi det går hurtigere end at beskrive det. Det er ikke nostalgi. Det er den rigtige beslutning, oftere end debatten lader ane.

Er der udviklere i fremtiden?

Jeg har spurgt mig selv om det tit. Jeg tror, der er.

Men jeg tror, der kommer til at blive udviklet langt mere. Ting, der før var for dyre at bygge, kan nu laves på en brøkdel af tiden. Og når prisen falder, holder man ikke nødvendigvis op med at købe. Man begynder også at købe det, man tidligere måtte undvære.

Der vil stadig være efterspørgsel efter løsninger, der ikke er generiske, og efter design, nogen faktisk har tænkt over. Det bliver ikke mindre værd, fordi det trivielle bliver billigere.

Det, der bekymrer mig mere, er vejen ind. Venstrehåndsopgaverne – dem man lærte håndværket på – bliver overtaget. Det var dér, man byggede den erfaring op, som senere gør det muligt at se, hvornår et forslag ikke holder.

Jeg ved ikke, hvor den erfaring skal komme fra nu. Det har jeg ikke noget godt svar på.

Jeg ved heller ikke, hvor meget af den kode, jeg arbejder med om fem år, jeg selv kommer til at skrive fra første tegn.

Men det er heller ikke længere det interessante spørgsmål.

Jeg skal stadig forstå problemet. Jeg skal stadig kunne se, når løsningen er forkert. Og når kunden ringer halvandet år senere, er ansvaret stadig mit.

Jeg er stadig udvikleren. Jeg bruger bare mere af dagen som reviewer for en kollega, der skriver ekstremt hurtigt, aldrig bliver træt og indimellem tager fuldstændig fejl.

Lars Nielsen, som satte tanken i gang, skriver selv løbende om AI på LinkedIn.